In Scandinavia Vol. 1 – 4

Celebrate Armstrong's Birthday with the Louis Armstrong In Scandinavia Box Set!!! Ricky Riccardi Read more! Track listing 1 Track listing 2 Track listing 3 Track listing 4 Review from POLITIKEN Copenhagen Denmark Armstrongs skandinaviske visitter Louis Armstrong in Scandinavia (Storyville). 4 cd’er. ****** Vi ruller tiden tilbage og lytter til Louis Armstrongs besøg i Skandinavien. Det retrospektive bokssæt viser både en stærk Armstrong, en svækket Armstrong og en Armstrong, der kan skære helt ind til benet. Hvem havde Dexter Gordon det mon fra, når han i sine annonceringer af et nummer gerne nævnte titlen to gange lige efter hinanden? Noget kunne tyde på, at han havde det fra Louis Armstrong, der var hans kapelmester under en periode i 1944. For det er præcis det samme, Armstrong gør i de indledende tre numre I dette 4 cd-sæt, der følger hans besøg i Skandinavien op til 1967. Disse tre numre, ‘I Cover The Waterfront’, ‘Dinah’ og ‘Tiger Rag’, indspillet 21. oktober 1933 under Armstrongs første besøg i Danmark, vil være kendte for mange, idet de stammer fra filmen ‘København-Kalundborg’, og netop disse klip er ofte benyttet verden over i andre film, der har dokumenteret Armstrongs liv. Men de er gode at have på plade og så absolut et nærmere studium værd. I ‘Dinah’ er det efter Armstrongs sang det ledsagende orkesters trompetist, Charles S. Johnson, der spiller en solo, som i sin stakåndede frasering ikke undgår at lyde corny i dag. Det gør Armstrongs spil ikke, tværtimod. Han er jo ofte, side om side med Charlie Parker, beskrevet som jazzens betydeligste musiker, idet han hævede solospillet op til et indtil da uhørt niveau. Og det, der slår en ved disse tidlige indspilninger, er, hvordan Armstrong – i modsætning til andre, der havde travlt med at vimse omkring på deres instrumenter — forenklede det musikalske sprog, så det skar ind til benet. Hør blot de første otte takter af ‘On The Sunny Side Of The Street’, indspillet en uge senere, 28. oktober l933 i Stockholm. Det er et spil, der fører direkte frem til 1950’ernes Miles Davis. Derfra er der et spring til to numre ved en koncert i KB. Mallen 5. oktober 1949, og de er ikke rare at høre på. Ikke på grund af selve musikken, men optagelsernes ringe kvalitet. Man kan dog forsvare dem med, at de udgør historisk materiale og fortsat repræsenterer det første All Stars-ensemble, der bl.a. rummede basunisten Jack Teagarden og pianisten Earl Hines. Og lytter man nøje efter, så kan man også danne sig det indtryk, at Armstrong her endnu spiller med et helt andet overskud end tre år senere, 4. oktober l952 i Stockholm. På dette tidspunkt er sammenspillet i blæsertrioen, nu med en brovtende Trummy Young på basun og en nærmest selvudslettende Bob McCreacken pä klarinet, blevet mere forgrovet og løsere i fugerne. I rytmegruppen sidder pianisten Marty Napoleon, bassisten Arvell Shaw (der i sine soli helst skulle gentage den samme tone tre-fire gange) og trommeslageren Cozy Cole, mens Armstrong i Velma Middleton har fundet sig en sangerinde, der dog næppe kan betegnes som nogen pryd for sin stand. Til trods for at Armstrong selv her virker mere skrøbelig, er det således ham, der holder fanen højest. Både hans spil og sang er af høj klasse i ‘Pennies From Heaven’. Det moderate tempo passer ham fint, og fra dette øjeblik er det, som om koncerten ændrer karakter. For niveauet hæves generelt i flere af de efterfølgende numre som ‘Tin Roof Blues’, ‘Muskrat Ramble’ og ‘Basin Street Blues’. ARMSTRONGS næste besøg finder sted i 1955. Igen med nye navne i ensemblet, Edmond Hall på klarinet, Billy Kyle på piano og Barrett Deems på trommer. Og selv om Deems med sit buldrende spil ikke er nogen fryd for ørerne, så er der ikke desto mindre kommet en helt anden friskhed og samling over musikken, mens Armstrong selv forekommer at være i langt bedre form ved disse optagelser fra Konserthuset i Stockholm 2. oktober end ved sin foregående visit. En stor fortjeneste for denne udvikling må tilfalde Hall, der med sin intensitet virkelig er i stand til at bide fra sig og dermed formår at give en betydelig mere neddæmpet Young det rette modspil. Det interessante er, at vi i Hall møder en sort musiker, der har ladet sig influere af en hvid instrumentkollega, nemlig Benny Goodman. Hør bare hans spil i ‘Sweet Georgia Brown’, hvor han lanceres som hovedsolist. Det er aldeles fremragende. Da ARMSTRONG ved sit følgende besøg i 1959 kommer til Skandinavien, er det endnu en gang med nye navne i orkestret. Nemlig klarinettisten Peanuts Hucko, bassisten Mort Herbert og trommeslageren Danny Barcelona. Optagelserne i Stockholm 16. januar lader os høre en Armstrong, der synes at have genvundet næsten hele sin fordums styrke, og ‘Indiana’, ‘After You’ve Gone’ og ’Ole Miss’ byder på et swingende spil med fine indsatser af alle tre blæsere. Man må bære over med et par knap så spændende indslag, men hvad der er fantastisk, er den måde, hvorpå Armstrong i ‘Adios Muchachos’, ‘Tenderly’ og You’ll Never Walk Alone’, godt fulgt op af orkestret, breder sit spil ud, så det bæres oppe i de langsomme tempi. Jeg er ikke sikker på, om der var andre, der kunne gøre ham det efter. Derimod former optagelserne fra København nogle dage senere – i et andet repertoire — sig i store dele som en uskønt larmende forestilling med en Armstrong, der bestandig søger op i instrumentets højeste register uden at have overskud til det. Sidste gang han besøgte Skandinavien, var i 1967,og ved den lejlighed var det kun københavnerne, der fik glæde af det. Det var en svækket Armstrong, der stod på scenen i Odd Fellow Palæet 25. juli med klarinettisten Joe Muranyi og basunisten Tyree Glenn ved sin side. Armstrong havde kort forinden været igennem en sygdomsperiode, og hvad trompetspillet angik, sparede han tydeligvis på kræfterne. Til gengæld brugte han stemmen så meget desto mere. Så som én af dem, der så ubetinget foretrækker at høre Armstrong i trompetistens rolle, husker jeg koncerten som en oplevelse på det jævne. Og det ændrer genhøret ikke noget ved. Boris Rabinowitsch